Der findes ingen statslig godkendelse af psykoterapeuter eller af psykoterapeutiske uddannelsesinstitutioner i Danmark. Alligevel er vi desværre vidner til en generel misforståelse af, at vores branche er tværministerielt godkendt eller statsgodkendt.
Staten har aldrig autoriseret eller beskrevet en uddannelse, der kvalificerer til at praktisere som psykoterapeut. Tre ministerier var i 2004 involveret i et projekt, der skulle føre til kvalitetsstandarder for psykoterapeuter.
Socialministeriet introducerede i 2004 en ramme for kvalitetsvurdering af private psykoterapeutuddannelser på fritidsbasis, beregnet til efteruddannelse af personale på institutioner og hospitaler til et arbejde med psykisk svage og syge.
Baggrunden for det offentliges oprindelige interesse i en evalueringsordning for private psykoterapeutuddannelser skulle findes i et ønske om at have nogle kriterier, der kunne bruges i forhold til rekruttering til de nye storkommuner og regioner.
Projektet blev dog skrinlagt, og vurderinger af private psykoterapeut-uddannelser blev stoppet 1. marts 2006 af EVA (Danmarks Evalueringsinstitut). Det fremgår af det tværministerielle notat om kvalitetskriterier for private uddannelser til psykoterapeut, at opgaven ikke længere er lagt specifikt hos EVA, og interesserede uddannelsesinstitutioner derfor kunne søge om vurdering andetsteds.
Det er i dag muligt for private uddannelsesinstitutioner at benytte private evalueringsordninger, som foretages af et privat konsulentfirma ud fra fortolkninger af de oprindelige kvalitetskriterier. Der er således ikke tale om en offentligt anerkendt evalueringsordning.
Det er vores forenings mål at synliggøre kvaliteten af private psykoterapeutuddannelser til gavn for borgere og myndigheder, der ønsker at købe ydelser af enten psykoterapeuter eller af psykoterapeutiske uddannelsesinstitutioner. Vi tager afstand fra fejlfortolkede eller misvisende henvisninger til ministerielle eller statslige godkendelser, der kan være brugt i forbindelse med markedsføring.