TAK FOR EN VELOVERSTÅET EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Bestyrelsen ønsker at takke de mange, der mødte frem til vores ekstraordinære generalforsamling i går. Det var en glæde at se 41 deltagere, bestående af såvel studerende som uddannede...
Bestyrelsen ønsker at takke de mange, der mødte frem til vores ekstraordinære generalforsamling i går. Det var en glæde at se 41 deltagere, bestående af såvel studerende som uddannede...
Her kan du kan få indsigt i hvad rør sig i foreningen.
Kære nyvalgte politikere
Stress, depression, angst, udbrændthed, psykiske sygdomme, vold, kriminalitet og grådighed er alt sammen symptomer på et samfund i opløsning, ude af synk, ude af drift, udenfor sammenhæng, moral, natur og menneskelig indsigt. Dog er det, vi mener er sygt, i virkeligheden sunde reaktioner på denne opløsningstid. Vi må søge hen imod at gå fra opløsning til oplysning.
De udfordringer, vi står overfor, er alles. Alle har i den forbindelse noget at bidrage med, og alle ønsker at bidrage. Som politikere er jeres eneste udfordring, at hvis I ikke forstår, at få os alle med som medspillere, medborgere og med-skabere af en mere bæredygtig verden, så forbliver ansvaret på jeres skuldre og udfordringerne vokser. End ikke et enigt folketing kan magte de udfordringer, som vi står overfor. Intet lovforslag kan skabe de forandringer, vi skal imødekomme indenfor det næste årti.
Vi har mistet sammenhængskraften i vores samfund. Intet hænger sammen hverken nationalt, kommunalt eller organisatorisk i organisationerne eller i de kommunale institutioner. Der er et skel imellem de folkevalgte ledere i folketinget og det samfund, som de skal regere. Der er et skel mellem lov og orden, og de mennesker, der skal beskyttes. Ingen tjener loven, moralen er lav, og det gælder ikke om at overholde loven, men at undgå den, og undgå at blive ”snuppet”. Vi kan ikke tage imod kollektive ordrer. Vi skal have dem personligt leveret med anerkendelse og motivation, for overhovedet at gå i gang.
Der er skel imellem ledelsen og mandskabet. Trods kontrol, kvalitetskontrol og bureaukrati, er systemerne fulde af fejl. Den systemfejl, som går igen og igen, er, at vi mister folk – en efter en falder den ene medarbejder efter den anden fra. Vi er så tæt på at miste, ikke bare en generation, men et folk. Mennesker falder ud, falder fra, springer fra i et ledelsessprog. Vi springer fra den ene brændende platform, til den næste, og det har vi gjort i 20 år. Vi håber, at der på det næste niveau er fred, og at vi kan opnå og skabe balance i et arbejde med tryghed og sammenhold. Men nej, så kommer næste besparelse, næste forandring, nye processer efter indsættelse af ny leder, ny bestyrelse og nye ejere.
Vi har sparet mennesket ud af ligningen. Vi er blevet objekter og tandhjul, som bliver kasseret og udskiftet, som faldende soldater. Det er det, vi er – soldater og kanonføde, for et eneste formål, nemlig at opnå velfærd forklædt som velstand, kroner og ører, overskud, penge til aktionærerne, ejerne, investorerne, vækstfondene, pensionsselskaberne og bankerne. Et sørgeligt regnskab, mennesker for penge – slaver og soldater.
Vi er oprørske som slaver, og vi knokler som soldater uden at vide, hvem fjenden er, og derfor bliver alle de fremmede objekter for vores fjendskhed. Vores frygt trigges, og vi er frygtsomme, fordi vi er alene i kampen – alle mod alle. Vi jagter nogle imaginære materielle værdier, og bliver mere og mere fattige, både socialt og åndeligt. Jo mere vi knokler, jo større ulighed opstår der i samfundet. De rige bliver rigere, og de lave klasser mister både værdi og terræn, og måske det mest skræmmende – de mister modet, gnisten og formålet med at være til. Vi taber mere, end vi vinder. Det er det, som er vores største grundlæggende problem. Vi er i gang med at miste os selv, mennesket, og vi behandler vores klode på samme måde, som vi behandler mennesket.
Vi har mistet vores stolthed i at være Dansker – ikke som race, men som menneske bosat i Danmark. Vi har mistet stoltheden i at arbejde og bidrage til statskassen. Vi har mistet familiestrukturen og kernefamilien. Vi har mistet fællesskab, naboskab, broderskab, ægteskabet og sammenhæng i livets store kerneområder. De værdier, der blevet kæmpet for, for 50-70 år siden, er en selvfølge i dag, uden egentlig at have værdi, fordi eftertidens generationer har fået det uden at skulle gøre noget for at få det. Alt bliver lige gyldigt. Uden kamp og smerte, bliver vi fuldt bedøvede, og for at mærke livet en smule kan vi påføre os selv smerte eller lege med døden, stoffer, vold og de destruktive kræfter. Og for de fleste, ja så er passiviteten den store umærkelige smerte. Vi skriger under vandet. Det er magtesløst ikke at vide, hvem vi er, hvor vil vi hen, hvad vil vi være, og hvad der giver mening for os i en meningsløs verden i opløsning.
Vi lever i en opløsningstid
Vi lever i en opløsningstid, hvor vi smerteligt må afskrive den verden, vi har bygget op, for den er ikke bygget på sammenhold, fællesskaber og med bæredygtighed. Vi har afskåret vores naturmenneske. De moderne automatiserede mennesker er frygtsomme som får, der mere kigger på, hvad sidemanden gør, end selv at tænke og være i kontakt med sine indre værdier, sin egen mening. Det ses tydeligst i vores yngste generationer. De er godt ramt og pakket ind i diagnoser. De er kropsforskrækkede og bange for ikke at være smukke nok eller at have den perfekte krop. Det virker, som om tressernes oprør og frigørelse af kroppen, hvor kvinderne smed BH’en, er slettet fra historien, ligesom resten af det, som vi og vores fædre kæmpede for. Det ses i de fascistiske tendenser, det ses i had og i den manglende rummelighed for forskellighed. Det ses i det manglende humanistiske menneskesyn, i mobning og foragt, i de ytringer og fornedrende og krænkende bemærkninger, der spredes som epidemier på nettet og de sociale medier.
Vi hader ikke. Vi er bange, og det har vi været i alt for lang tid. Denne angst kan blive til en eksplosiv reaktion, fordi frygten undertrykker alt dét, vi ikke har brug for, når vi er i kamp. De mellemmenneskelige og humanistiske værdier bliver undertrykt, hvilket gør, at vores egne grænser og menneskesyn ikke længere er regerende. Vi bliver, som de ulve vi er iblandt.
Det er jo sådan, at soldater bliver psykopater, for når krigen er mest grum, bliver vi som mennesker også grumme, og det ses i vores umenneskelige handlinger. Der er nok i bund og grund ingen, der ønsker at ødelægge andre mennesker, vores klode, natur og dyreliv, men i ”krig” eller i den menneskelige undertrykkelse, findes der ingen barmhjertighed, ingen nåde. Vi tager først og fremmest os selv som gidsel, for at forsøge at få en plads i en gal verden. Og der er så her, at alting går i opløsning. Samfundets bærestykke er humanismen. Det er følelserne, som binder os sammen, og det er i denne kontakt, at vi skriver historier.
Vaclav Havel, født i 1936, beskrev det før sin død i 2011; ”Den moderne tidsalder er slut. I dag er der meget, der tyder på, at vi er i en overgangsperiode, hvor noget er på vej ud, og en ny smertefuld fødsel er sat i gang. Det syntes som, at noget er ved at forgå og har udtømt sig selv, mens noget andet stadig udefinerligt er ved at opstå fra ruinerne.”
Denne proces er på mange måder en gentagelsen af historien, som visdommens kloge bøger beskriver som transformation, som fuglen Fønix, der genopstår af asken, eller som processen, hvor den fede larve bliver til en sommerfugl. Det er en smertelig genkomst, tilbage til livet, tilbage til naturen, en menneskelig samorden, hvor vi passer på hinanden, hvor vi tænker på at genbruge og udnytte ressourcerne på en måde, så vi ikke over-forbruger, hvor vi smider et minimum af skrald ud, og da slet ikke ud i floden, havet og naturen.
Det er ikke kun en politisk opgave, for det er os selv, i os selv, at vi skal finde løsningerne. Ansvaret ligger hos os alle. Det er dog en politisk opgave at sætte rammerne for, at disse processer kan ske, at der investeres på en måde, så vi kan komme igennem denne lidt smertefulde fødsel, og selvfølgelig, at der er de kvalificerede fødselshjælpere og firstmovere til at sætte kursen.
Vi har brug for alle individer. Alle har noget at bidrage med – ikke i tvang og som tandhjul, men fordi vi kan se, at vi alle har noget at bidrage med, og at alle ønsker at bidrage til fælles bedste.
De spørgsmål, som skal stilles, er:
Hvem kan tage lederskabet for denne transformation? Hvem er vi? Hvad har vi brug for? Hvem ønsker vi at være? Hvordan får vi tingene til at hænge sammen? Hvad skal vi leve af? Hvem er rustet til at facilitere processerne?
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.