Stol på det gode, vælg det gode, så ser vi kærligheden og freden genopstå.

Af: Kirsa Dechlis, Formand FaDP

I bibelen bliver Isaac metafor for den ultimative opofrelse: “At kunne og ville ofre sit eget barn”. Metaforen har fået fat i mig, naturligvis hjulpet godt på vej af at min ældste søn hedder Isaac, han er den daglige reminder for mig, den daglige reminder på at først når vi er villige til at ofre vores egne børn for troen, stoler vi på vores tro….
Formå at ofre sit eget barn, lyder umiddelbart helt vanvittigt, uansvarligt, umuligt, og er det ikke en tro og tillid til det gode bliver det også netop vanvittigt og uansvarligt. Historien fortæller os at det er muligt, både i troen på det gode og det onde. Forældre sender deres børn i krig, forældre kan misbruge deres børn på utallige måder, forældre kan slå deres egne børn ihjel. Ofte er det desværre drevet af det onde. Isaac blev ikke ofret i biblen, tilliden til det gode sejrede i den historie. Samtidig er det jo heller ikke den form for ofring, der tales om når vi debatere VILLIGHEDEN til det.

Lige nu, og som altid, når vi kigger rundt er der krig mellem mennesker som medfører sorg, afmagt, had og angst. Det foregår mellem mennesker i skolegården, i familien, i Danmark, i Europa og i hele verden. Årsagen er: “Der findes mennesker med forskellige holdninger og de kæmper om at få ret og magt”

Klassekammerater, ægtefæller, kollegaer, familiemedlemmer, politiske partier, lande, vi forurener hinandens luft, fordi vi ikke er enige med modparten.

Vi påberåber os retten til at kæmpe for vores kære, vores holdning, vores ejendom, for vores ret til… retten til nærmest alt!

Mennesket har skabt nogle muligheder for legaliseret mobning, eksempler på dette er fx. ifm. vores religion, vores nationalitet, vores politiske overbevisninger. Trukket ud til yderkanten af denne menneskelige tendens kan vi kigge på vore soldater. De må gerne slå andre mennesker ihjel, for de gør det i den gode sags tjeneste, de andre er onde, for de slår ihjel.

Vi glemmer bare at de gør det jo, for det, der i deres øjne er den “gode sags” tjeneste.

Hvordan kan det overhovedet blive legaliseret at tage et andet menneskes liv?

Einstein definerede sindsyge som: “at gentage den samme handling igen og igen og forvente et nyt resultat hver gang”. Han sagde også at genier tager det komplekse og gør det enkelt, så lad os give det et forsøg.

I så fald vi nu forsøgte at læse bibelen, Koranen, de store tænkere/filosoffer igennem tiderne for at finde lighederne, så står dette klart som fællesnævner:

  • Der findes godt og ondt i mennesket, i alle mennesker.
  • Vi mennesker kan vælge at handle godt eller ondt.

Det gode bliver defineret som tilgivelse, omsorg, medmenneskelighed, kærlighed.

Det onde bliver defineret som magt, fordømmelse, grådighed, nærighed, selvviskhed, ondskab.

Når jeg kigger mig rundt ser jeg ondskab i verdenen. Krige der er i fuld gang, terror, sult…

Krige der helt overordnet handler om mennesker med forskellige holdninger, de kæmper for at få ret. Det er ondskab at dræbe andre mennesker fordi de ikke mener som en selv, uanset hvem der startede, uanset hvem det er der dræber.

  • Vi kan fordømmer magthavere der sender deres soldater ud for at slås for deres holdning, deres religion, deres holdning.
  • Vi kan have ondt af skilsmisseforælderen der dræber sin eks og deres børn.
  • Vi kan hædrer modstandsfolk for at slå ihjel, sender soldater ud med License to kill…

HANDLINGEN er for pokker den samme… Et menneske tager et andet menneskes liv!
Uanset hvilke religion, ideologi, nationalitet, holdninger, overbevisninger og tolkninger vi putter i den handling, så er den ubehagelig!

Med farer for igen at blive kaldt naiv, hippie, godtroende og blåøjet på en og samme tid, så tror jeg simpelthen ikke vi kan skabe fred med ubehagelige handlinger. Jeg synes det tangere meget tæt på sindsyge at tro vi kan få andre mennesker til at holde op med at kæmpe ved at kæmpe mod dem, det optrapper kun krigen indtil det ultimative har indtruffet, døden. Jeg synes det er naivt at tro vi kan bekæmpe ondskab med ondskab!

Hvad skal vi så gøre, hvis ikke vi kan sende soldater?
Hvad skal vi gøre når det er vores hoveddør der bliver banket på?
Hvad skal vi gøre ved de sultne børn i afrika?

Vi skal gøre fuldkommen det samme som vi burde gøre hver eneste dag, koncentrere os om selv at handle med godhed og kærlighed. Koncentrere os om selv at vælge det gode frem for det onde i alt hvad vi gør. Vi skal stole på kærligheden. Kan vi ikke løse andres konflikter med gode handlinger skal vi blande os uden om, erkende at vi ikke formår at hjælpe og sige nej tak til selv, groft sagt, blive til barbariske dyr.

Vi forsøger at lære vore børn at opføre sig ordentligt, ikke slås i skolegården, ikke drille, i bund og grund vil vi gerne sende dem videre i livet med godhed og kærlighed som en grundsten i deres liv. Vi skal genopdrage os selv, vi skal se i øjnene at ingen af os har ret til noget, vi har ikke ret til at kæmpe for at få ret, vi har ikke ret til have ret. Jeg har ret til at mene som jeg mener, alle andre har ret til at mene som de mener. Selv om de andre ikke er enige med mig, så er de lige så rigtige og kloge som jeg er, vi er bare uenige. Vil de mennesker der er uenige med mig, gerne blive onde for at få mig til at mene det samme som dem, så pøj pøj med det. Jeg får ikke ret til at blive ond af den grund. Jeg får mulighed for at øve mig i at fastholde et liv hvor jeg handler med “det gode”.

En øvelse vi skal gentage og gentage og gentage hele livet igennem. Det gode er en kunst som vi skal øve os i at vælge og udøve. Den ultimative test i denne kunst er om vi kan ofre vores børn, ofre retten til at retfærdiggøre onde handlinger når det omhandler dem og deres liv, stadig vælge og udøve det gode selv om vi så måske mister vores børn.

Jeg ved ikke om jeg selv ville kunne bestå testen, sandsynligvis ikke, jeg ved jeg har brug for hjælp til denne kunst i min hverdag. Jeg ved at jeg kan tage imod den hjælp der bliver mig tilbudt, jeg ved jeg kan vælge at have fokus på at handle kærligt, omsorgsfuldt, medmenneskeligt og tilgive der hvor jeg føler jeg er blevet behandlet ondt, formår jeg ikke det så lad mig vende om og erkende at jeg ikke formår det godt nok og derved sikre jeg ikke handler ondt. Jeg ved at både du og jeg kan øve os og sammen lære hinanden at stole på det gode og kærligheden.

Kirsa Dechlis

Formand – Foreningen af Danske Psykoterapeuter

formand@fadp.dk