Skab vilkår der former familier, ikke splitter dem.

At tale adoption som kernepunkt i en Statsministerens nytårstale er mildest talt fordummende og det gavner mindst af alle vores børn. Adoptionssystemet er en af de mindste problemer vores børn står med i dag. Lad os forsøge ikke at hoppe på statsministerens afledningsmanøvre.

VI sidder med en smag af sorg på læben som vi helst ikke vil synke. Straks efter vores statsministers tale var overstået sad vi med et tomrum og forstenet blik i vore øjne. Det var som om, vi var slået bevidstløs, hendes
fokus på børnenes tarv og at HUN vil være børnenes minister efterlod en sorg på vores alle sammens børns vegne.
Kære Statsminister dit foreslag om fokus på adoption af børn og dit statement om at børn der bliver fjernet fra deres forældre som 12 årige har haft 11 dårlige år og derfor mener du det er en god ide at anbringe flere, er en tryllekunst af den hårdeste og kyniske slags. En tryllekunst, der måske begejstrer og underholder publikum et øjeblik, men vi skal alle vende retur til virkeligheden, når showet er ovre.
Vi har i Danmark 14.000 børn der er anbragt og cirka 700 adoptioner om året og af de 700 børn der blev adopteret af en eller to nye forældre i Danmark i 2016, blev langt de fleste, 83%, adopteret af en stedforælder. De øvrige 89 børn blev fremmedadopteret, dvs. adopteret af forældre, de ikke kendte i forvejen, og af disse kom 76 fra udlandet.

Kære Statsminister, det er for os et umenneskeligt fejlslag at tænke i adoption og
anbringelser. Tallene idag er alt for høje og prisen for disse børn er endnu højere. Hvad får os til at kategorisere så hårdt? Lad os først kigge på statistikken og høre hvad den siger:

  • I 2018 var 13.823 børn og unge mellem 0 og 22 år anbragt uden for hjemmet. I runde tal er 1 ud 100 anbragt uden for hjemmet.
  • Flere drenge end piger bliver anbragt uden for hjemmet. 7487 drenge var anbragt, mens antallet af piger var 6323.
  • Cirka halvdelen af alle anbragte er mellem 12 og 17 år.
  • Antallet af anbragte børn og unge er faldet de seneste år. I 2011 var 14.978 anbragt uden for hjemmet.
  • 8703 børn var anbragt i plejefamilie, 2366 var på en døgninstitution, mens 1921 var på et opholdssted for børn og unge. Resten har enten eget værelse eller var på kost- eller efterskole eller andre tilbud.
  • Størstedelen – helt præcist 8543 af anbringelserne var med forældrenes samtykke, mens det i 2713 sager skete uden accept fra forældrene.
  • Ganske få bliver tvangsadopteret fra fødslen. De seneste tre år har det været under ti om året.
  • Herudover var 2100 mellem 18 og 22 år tilknyttet tilbuddet efterværn, det er for unge, som har været anbragt uden for hjemmet i deres barndom. De kan for eksempel bo på en daginstitution eller i en plejefamilie.

Hvad er der med denne statistik og hvad vil jeg med den? Jo, det viser sig, at mange af de børn der bliver anbragt, ikke har nemme vilkår i anbringelsen ( ofte grundet manglende personale og kompetencer på institutionerne, besparelser på området har heller ikke gavnet ) og når de så skal stå på egen ben som voksne, er det dys-sociale, det vore børn har lært. På sigt får disse børn selv børn.
Ligeledes viser det sig at mange adopterede børn senere i livet, finder en stor sorg over at blive adopteret. Det ikke ret mange adopterede børn som IKKE savner de biologiske bånd, har en grundlæggende rodløs følelse og en følelse af ikke at være eksistensberettiget. En tilstand der bruger alle individets ressourcer på blot at kæmpe sig til en forståelse af at måtte være i livet. Ressourcer de ikke kan benytte på at leve livet… Vi er klar over, at vi ikke skal eller kan undgå anbringelser, ej adoptioner, dog lad endelig det tal falde og ikke stige.
Vi ønsker så inderligt, at vores statsminister ville være familiernes minister, at hun i stedet ville se på hvorfor 600.000 tusinde i vore danske familier lever med stress, hvad der gør at 560.000 danskere bruger anti-depressiv medicin og over 480.000 tusinde ender i psykiatrien. Mange af disse mennesker er forældre og mange af disse er børn eller unge.
Vi skal vende fokus, vi skal støtte familierne, vi skal bruge meget mere fokus på familierne, give dem redskaber, støtte dem i hjemmet, skabe vilkår som sikrer at disse forældre og børn kan vokse op i omsorgsfulde relationer. Hvilket jo ikke bare er i hjemmet, det er også i vore vuggestuer, børnehaver, skoler etc. Det er faktisk ikke så umulig en opgave, og den vej vi i de sidste mange år har forsøgt har vist den ikke virker.
Statestikken taler tydeligt, vi splitter vores samfund fremfor at samle det. I dag har cirka 9% af alle børn og unge har en diagnose, systemet, i sin form, har ikke ført noget godt med sig og det vil flere anbringelser eller adoptioner ikke kunne redde. Så når nu reformer, lovgivning og stramninger ikke fungerer, så stop. Stop, giv vore borgere endnu mere støtte til at klare hverdagens krav, skab lovgivningen udfra en fundamenteret holdning om at relationel vækst er vigtigere end økonomisk vækst.
Et fundament der helligere de danske familier og fællesskaber, fremfor at se dem som økonomiske ludobrikker. Vi er et rigt samfund, kære statsminister. Vi er et kærligt samfund, kære statsminister. Vi er mange der står klar til at byde ind i familierne og være den støtte, være det urokkelige fundament der ikke fjerner, diagnosticerer eller ej dømmer nogen ude eller inde. Men vi mangler din tillid.
Kære statsminister sig, du ikke tror på den gamle hest “ude af syne ude af sind”. Èn adoption én anbringelse er blot endnu en supresión.
Lad de i samfundet, der kender processen tage over og de som tror på, at
støtter vi familierne tilbage i et sundt miljø, så blomstre nærværet, kærligheden og
sammenholdet også. Skab en atmosfære børn trives i, mens de vokser op til sociale omsorgsfulde voksne.

Kirsa Dechlis og David BR Camacho
Formand og bestyrelsesmedlem FaDP