Psykoterapeuter er klar til stressudfordring

 

Kære politikere. Valget er overstået, og en af de ting, som jeg kan sidde her og mangle, som medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuters (FaDP) politiske udvalg, er fokus på forebyggelse, rehabilitering og dannelse.

Det er store talt, vi kaster rundt med, når vi taler om stress. Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at stress og depression bliver de største sygdomsfaktorer i år 2020. Hvis vi bare tager et kort overblik over stresstilstanden i Danmark, så er det sådan, at 35.000 tusinde danskere hver dag bliver sygemeldt pga. af et psykisk dårligt arbejdsmiljø. 430.000 danskere, svarende til ca. 12%, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. I 2010 angav ca. 12% af danskerne over 15 år, at de var nervøse eller stressede. Det svarer til ca. 500.000 personer. 300.000 danskere lider af alvorlig stress. 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress. 14.000 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress. 30.000 hospitalsindlæggelser om året pga. stress. Hver femte dansker bliver syg af stress, og risikerer at miste sit job. 3000 personer bliver førtidspensioneret om året pga. stress.

Hvad koster det så? Det koster ca. 1, 5 millioner ekstra sygedage om året pga. stress. Sygefravær grundet arbejdsbetinget stress koster det danske samfund 27 milliarder kroner årligt! Der bruges 14 milliarder kroner alene i år i samfundsudgifter i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet pga. stress. Stressrelateret hjertekar sygdomme kostede allerede i 1992 samfundet ca. 900 millioner kr. Gad vide, hvad det koster nu?

Kære politikere. Vi vil gerne fra FaDP side kalde til fornuft. Vi kan ikke blive ved med at tale om vækst. Vi kan ikke blive ved med at tale om at få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, når det er derude, de falder om. I gamle dage faldt folk om på marken, når de gik og samlede sten eller afgrøder. Så stillede man træskoene. Det er det samme scenarie, der sker igen. Det er lige præcis det scenarie, vi står overfor. Intet er forandret, men nu er det blot stress, vi dør af.

Vi vil gerne fra FaDP gøre opmærksom på psykoterapeuters evne til at skabe forebyggelse, rehabilitering og dannelse. Psykoterapi kan hjælpe til med at skabe mennesker, der kan mærke, hvornår de er stressede, og som kan mærke, hvornår de skal sige fra. Psykoterapi kan støtte mennesker i at få et sundt indre liv. Vi tror på, at den støttende psykoterapi er det felt, der skal i spil politisk, som værende en del af løsningen på udfordringer landet har i forhold til f.eks. stress. Måske skal I politikere gøre landet den tjeneste og opdage, hvordan psykoterapeuter rent faktisk kan bidrage her. Vi kalder på samarbejde og på at danne bro. Vi ønsker ikke at tage andres sundhedsfaglige arbejdspladser, men vi mener helt klart, at vores veluddannede praktikere og håndværkere indenfor psykoterapi kan give en hånd med i forhold til at løse dette massive samfundsproblem.

Kære politikere. Vi bliver nødt til at kigge på de førnævnte tal, hvis vi skal sørge for, at vi i Danmark kan holde møllehjulene i gang på en hensigtsmæssigt måde. Vi skal tage det alvorligt. Vi ønsker at den nye regering inviterer psykoterapeuter ind til samarbejde. FaDP vil helt klart henvende sig til jer, så vi får kigget på de her tal. Vi kan ikke bare blive ved med at fyre penge af i et system, der gør at folk bliver syge i sind og krop. Vi skal begynde at kigge på forebyggelse. Vi skal kigge på, at den danske arbejdsstab begynder at lære sig selv bedre at kende, så de kan sige fra i tide overfor jobs, der stresser. De skal lære at passe på sig selv og finde ud af at være steder, hvor det psykiske arbejdsmiljø er sundt, og hvor det enkelte menneske er med til at bidrage til denne sundhed. Det er det psykoterapi kan hjælpe det enkelte menneske med.

Vi ved også at stress sker, når folk bliver skilt og når der er uro i familien. Det er lige præcis der, at psykoterapien også kan bruges. Der er uddannet rigtig mange gode familieterapeuter, der kan være med til at konfliktløse, når et par sidder derude, og er ved at knække sammen. Tal taler sit eget tydelige sprog. Statsforvaltningerne får 1.700 opkald om ugen. De 1.700 opkald viser, at der er en masse mennesker, der har brug for hjælp. Hvad ville der ske, hvis vi lavede en lille pulje med psykoterapeuter, som man kunne blive henvist til som ægtepar? Hvad ville der ske, hvis man kunne få en gratis psykoterapeut, der kunne støtte begge forældre, når de er ved at gå fra hinanden?

Vi håber, at I tager vores udstrakte hånd alvorlig. Vi er klar til at tage del i det her. Vi er klar til at hjælpe det danske samfund med stressrelaterede problematikker og forebyggelse af samme. Vi er ikke klar til at stå på sidelinjen, og blive ved med at stå der. Vi er allerede kongemærket så at sige, idet vi er registreret under Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi sikrer patienterne, som vi kalder klienter, når de kommer hos os. Vi har en stærk brancheforening i vækst og stærke uddannelsesprogrammer, som ruster de fremtidige psykoterapeuter. De har kigget indad, og har ryddet op i dem selv, hvilket er en betingelse for at kunne se andre mennesker klart og hjælpe dem netop der, hvor de er i livet.

Allerede i dag arbejder psykoterapeuter rigtig meget for befolkningens psykiske sundhed. Er I klar over, at der arbejder en masse frivillige psykoterapeuter på steder som: TUBA, på incestcentre, veterancentre, mandecentre, Center for Voldtægt, Røde Kors og med flygtninge. Der er rigtig mange psykoterapeuter, der lige så langsom begynder at komme ind på misbrugscentre som f.eks. på Stop Ung og Tjele. Der er rigtig mange steder, hvor psykoterapeuter også bliver brugt i naturterapi – i forhold til flygtninge og PTSD-ramte soldater. I det hele taget bliver psykoterapeuter i det danske samfund allerede brugt af mangt og meget til rigtig mange ting. Skal disse psykoterapeuter ikke også lønnes for deres arbejde? De har vist i mange år, at de gerne vil overtage de her frivillige initiativer.

Jeg vil gerne henvise til tallene igen. Vi behøver bare at læse dem en gang til, og det vil for alle være meget tydeligt, at det vi taler om her, er en nødvendighed. FaDP giver Danmark en udstrakt hånd, og vi står klar med gode uddannelser bag os. FaDP er klar til dialog, men ikke til de hurtige løsninger. Vi er klar til at gå i dialog med den kommende regering. Vi siger ikke, at der skal de store pengeposer frem, men vi siger: Lad os prøve at kigge på en hensigtsmæssig organisationsform eller forretningsmodel, som kan være med til, at de her tal falder.

Hvordan kan vi i Danmark gå forrest? Der er faktisk allerede modeller i andre lande, hvor man bruger psykoterapeuter. Som f.eks. i England, Norge og Tyskland. Skulle vi ikke begynde at gøre det samme? Vi har altid været et foregangsland med nye modeller, hvor vi har tænkt på vores borgeres velbefindende socialt og sundhedsmæssigt. Så kære politiker. Tag imod vores udstrakte hånd. Vi håber, at I fremadrettet opdager, at der allerede er en veluddannet gruppe af psykoterapeuter, der gerne vil yde og byde sig ind også på det her område.

 

David BR Camacho

Medlem af det politiske udvalg i FaDP

Skriv et svar