Foreningen af Danske Psykoterapeuter – FaDP i daglig tale – er i gang med en spændende og fremtidsorienteret proces i disse måneder.
I samarbejde med Open College Network (OCN) har vi igangsat en intens proces for at blive niveauvurderet og dermed indplaceret på Kvalifikationsrammen for Livslang Læring. Kvalifikationsrammen fungerer som et slags oversættelsesværktøj til at sammenligne kvalifikationer og uddannelsesbeviser og giver et overblik over uddannelsesniveauerne i Danmark. Niveauvurderingen vil således gøre det muligt at sammenholde vores registrerede psykoterapeutuddannelser med det etablerede uddannelsessystem. Niveauvurderingen er en spændende proces, der på alle måder er medvirkende til at sikre en høj faglighed igennem både kvalitetsvurdering og kvalitetssikring af vores registrerede psykoterapeutuddannelser.
17. marts mødtes vi således for tredje gang med folkene fra OCN. Det er gode mennesker, der med krum hals går på med lige præcis den store faglighed og smittende entusiasme, som vi håbede på. OCN har stor erfaring med at vurdere og validere det der i fagsprog benævnes uformel kundskab og dermed gøre det sammenligneligt med såkaldt formel kundskab i det etablerede uddannelsessystem.
Derudover ved OCN stort set alt, der er værd at vide om realkompetencevurderinger. Så lige nu nørder Optagelsesudvalget og Uddannelsesudvalget sammen med OCN’s Hans Jørgen og Danny omkring uddannelsesformål, læringsstrategier og udmålinger af læringsudbytte m.m. What’s not to like. En tour de force igennem vores uddannelser, der giver indblik i og aktiverer en kæmpe glæde over vores fantastiske fagområde.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.