Af forperson Kirsa Dechlis

Mellemrummet mellem idealitet og realitet er der, hvor supervision har sin berettigelse. Uden idealer som psykoterapeut bliver vi praktikere uden personligt engagement og bilder vi os ind, at idealerne til alle tider kan efterleves, og vi bliver omnipotente illusionister uden kontakt til vores omverden/medmennesker.

Mens vi studerer til psykoterapeut bliver vi trænet i at kende fagligt ret fra vrang. Naivt foranlediges vi til at tro, at vi nu kan handle “rigtigt”. I mødet med livet og klienterne vil det forhåbentligt hurtigt vise sig, at vi tog fejl. Ved at turde indrømme dette faktum, sikrer vi os, at vi IKKE begår den katastrofale bummert at skjule vores egen utilstrækkelighed, for i forsøget på at skjule den, distancerer vi os fra ægte kontakt til os selv og dermed helt sikkert også fra den ægte kontakt til vores klienter.

Vi må erkende og håndtere, at der ikke findes ret og vrang, når vi træder ud fra undervisningsrummet. Risikoen for at påtage os en ny facade, lurer omkring ethvert hjørne af livet. Psykoterapeuters uddannelser skal vedligeholdes og udvikles, og derfor er supervision en nødvendighed igennem hele vores karriere.

Lige nu er det op til hver enkelt psykoterapeuts moral og etik, hvorvidt de ønsker at blive superviseret. Samtidig lyder det samstemmende fra psykoterapeuter omkring os, at betegnelsen “psykoterapeut” bør blive en beskyttet titel. Derfor bliver psykologernes vej til ydernummer interessant. Staten krævede en garanti for, at psykologerne ikke kun var fagligt uddannede, men også en garanti for at psykologerne i praksis kunne udføre jobbet. Supervision blev i sidste ende det krydderi, der tilfredsstillede statens behov for sikkerhed.

Supervisionens formål vil altid være at forfine og forbedre psykoterapeutens kompetencer for i sidste ende at beskytte både klient og psykoterapeut og beskytte klienterne fra at møde inkompetente psykoterapeuter og beskytte psykoterapeuter mod udbrændthed.