TAK FOR EN VELOVERSTÅET EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Bestyrelsen ønsker at takke de mange, der mødte frem til vores ekstraordinære generalforsamling i går. Det var en glæde at se 41 deltagere, bestående af såvel studerende som uddannede...
Bestyrelsen ønsker at takke de mange, der mødte frem til vores ekstraordinære generalforsamling i går. Det var en glæde at se 41 deltagere, bestående af såvel studerende som uddannede...
Her kan du kan få indsigt i hvad rør sig i foreningen.
Af David BR Camacho – psykoterapeut FaDP
Kvindernes internationale kampdag er blevet fejret d. 8. marts hvert år siden 1910. Jeg kan
personligt sagtens anerkende de forskellige mærkedage, vi har proppet ind i kalenderen. Dage som
Aids-dagen, Valentins dag, Mors dag, Fars dag osv. Dog kan jeg nogen gange bekymre mig over
disse dages betydning for polariseringstendensen inden for psykoterapi. Jeg oplever nogle gange, at
disse fejringer er med til at fastholde polarisering af kønnene – opdeling af mennesker. Det er vel
ikke et formål, vi har i vores branche?
Kan det passe, at vi her i 2017 i vores branche stadig taler om den maskuline og feminine kraft, som
værende en universel sandhed? Skal vi som psykoterapeuter overhovedet beskæftige os med det
som fakta? Er vores job ikke netop at fritage mennesket fra adopterede og hæmmende holdninger,
der har været fremstillet for klienten som værende SANDHEDEN?
For mig at se, skaber det blot endnu flere grøfter eller endnu mere afstand mellem mennesker, og
jeg mener ikke, at psykoterapien bør være en platform for kønsopdeling, etiketter, diagnoser eller
fast definerede betegnelser, vi putter på mennesker.
Jeg oplever, at vi som psykoterapeuter kan hjælpe vores samfund ved at påvirke vores kultur, hvis
vi giver gode gensvar til spørgsmål som: “Er der forskel på drenge- og pige lege?”, “Er der forskel
på mande- og kvinde evner?”, “Er der forskel på mandens og kvindens seksualitet?”. Jeg tror det
faktisk ikke, og jeg kunne ønske mig, at vi ikke blot sidder og sluger disse begreber og
polariseringer, men stiller spørgsmål til vores klienters overbevisninger (og måske vores egne), der
skaber polaritet, og begrænser det unikke menneske.
Kan man forestille sig en psykoterapeutisk session, som indeholdt astrologisk tydning, tarotlæsning,
eneagram-lægning eller zoneterapi?
At møde klienten der, hvor klienten er, kræver, at psykoterapeuten undlader at bruge tolkninger, der
betegner klientens situation, evner, færdigheder eller tilstand. Ikke fordi jeg ikke anerkender
ovennævnte tilgange som støtte til mennesker, men hører de til i en psykoterapeutisk session?
Er tiden ikke er inde til, at psykoterapien vender tilbage til sine rødder, bliver på inden for sit eget
arbejdsområde, og at vi som psykoterapeuter optimerer de evner, vi har, mens vi undgår
polarisering, tolkning og tydninger?
Tænk bare på disse overbevisninger:
– Tyrefægtere vifter altid med det røde klæde, når de vil ophidse deres modstandere.
Er det den røde farve, der får tyren til, at angribe? Det har vi fået fortalt, men tyre er farveblinde, og
de reagerer udelukkende på klædets bevægelser, som de opfatter som en form for trussel. Vidste du
det, eller troede du stadig, det var den røde farve?
– Guldfisk har en hukommelse på tre sekunder.
De populære akvariefisk er slet ikke så glemsomme, som den gængse fortælling foreskriver. Faktisk
spænder deres hukommelse over hele tre måneder. Vidste du det eller troede du, at det var 3
sekunder?
– Mennesker har fem sanser.
De fleste af os kan både lugte, se, føle, høre og smage. Så langt så godt, men vi har faktisk helt op
mod 20 forskellige sanser blandt andre balance, bevægelse, sult osv.
Vidste du det?
De flyvende flagermus kan rent faktisk se, men de benytter sig også af ekko til at navigere rundt i
nattens mulm og mørke. Vidste du det?
De fire eksempler er overbevisninger, som vi er blevet fortalt, og genfortæller som sandheder, men
vidste du, hvordan det reelt forholder sig? Og kan du være sikker på, at DET er sandheden?
Ligeledes bør psykoterapeuter heller ikke stille psykiatriske diagnoser som borderline, psykotisk,
skizofren osv. Vi definerer heller ikke vores klienter som særligt sensitive, eller at deres børn er
indigo- eller stjernebørn. Ikke fordi disse betegnelser ikke i andre behandlingsmodeller bliver brugt
flittigt, men det hører til i andre brancher, ikke psykoterapien!
Jeg vil gerne kalde til dialog, perspektivering og reflektion i vores branche. Kunne vi gå forrest og
stoppe polariseringen, opdelingen af mennesker i bestemte typer, køn, eller hvor følsomme de er.
Gå forrest og stoppe med at putte mennesker i kasser og i stedet være med til at mindske afstanden
mellem mennesker. Lad os eftersøge altid at stille de gode filosofiske psykoterapeutiske spørgsmål,
med udgangspunktet i, at alle er lige. Hvor forskelligheden og originaliteten findes i det enkelte
unikke individ. Det er lige netop i denne tilgang til mennesket, at psykoterapien har sin værdi.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.