Psykoterapi er en fælles betegnelse for forskellige former for metoder, der har til formål at støtte en klient i at kunne rumme og magte sine egne livsvilkår ved hjælp af samtaleterapi eller andre former for terapi med samme formål. Der er rigtig mange former for psykoterapi, men her er der en oversigt over hovedretningerne:

Psykodynamisk/psykoanalytisk terapi: I sin klassiske form er freudiansk psykoanalyse en langvarig proces, der strækker sig over flere år, hvor klienten gradvis får indsigt i årsagerne til egne følelser og adfærd. Denne terapeutiske retning lægger vægt på klientens ubevidste konflikter, der har sine rødder i barndommen, og på de relationer, som klienten havde til sine nære omsorgspersoner. Denne psykoterapeutiske metode har siden forgrenet sig i forskellige retninger, som bygger på en videreudvikling af Freuds tanker.

Adfærdsterapi: Denne behandlingsform, bygger på behaviorismens syn på psykologien, der siger, at adfærd ikke blot omfatter synlige handlinger, men også klientens tanker, følelser, forestillinger m.m. Enhver form for adfærd antages at være indlært som en følge af miljøets påvirkninger. Barndomsoplevelser kan i adfærdsterapi have en vis interesse, men det er først og fremmest her-og-nu situationen, der arbejdes med. Terapiformens mål er at arbejde på at forandre klientens adfærd.

Kognitiv terapi / kognitiv adfærdsterapi: Kognitiv terapi er en psykoterapeutisk retning, der oprindelig blev udviklet af psykolog Albert Ellis og psykiater Aaron Beck. Aaron Becks kognitiv terapi blev udviklet for at afhjælpe forskellige psykiske lidelser som depression og angstlidelser. Antagelsen, der ligger til grund for kognitiv terapi er, at vores følelser og adfærd i høj grad bestemmes af, hvordan vi strukturerer verden ved hjælp af tænkning, antagelser, og evalueringer. Kan man identificere destruktive tanke- og handlingsmønstre, kan man ved passende terapi søge at erstatte disse med mere realistiske eller mindre destruktive mønstre.

Humanistisk/oplevelsesorienteret terapi: Denne terapiform lægger vægt på, at klienten oplever og udtrykker undertrykte følelser, reaktioner og potentialer. Der er desuden fokus på, at der er en ligeværdig relation mellem terapeut og klient, og en indfølende holdning hos terapeuten (humanistisk psykologi). Den humanistiske tilgang blev oprindeligt betegnet som den tredje vej, fordi den var baseret på et alternativ til både psykoanalysen og de adfærdsorienterede tilgange, der var mere naturvidenskabelige. Oplevelse-orienteret psykoterapi har rødder i gestaltterapi, og Carl Rogers klientcentrerede metode.

Eksistentiel terapi: I eksistentiel psykoterapi handler det om at gøre klienten i stand til at være tro mod sig selv, sine egne værdier og sine egne overbevisninger. Målet er at finde mening og tage ansvar for eget liv. Den eksistentielle terapi tager afsæt i menneskets erfaringsverden, og hviler på en klar betoning af frihed, valg og ansvar. Denne terapiform, som blev grundlagt af Ludwig Binswanger og Viktor Frankl, er baseret på eksistentiel filosofi, fænomenologi og eksistentiel fænomenologi.

Systemisk terapi: Systemisk terapi handler om relationer, og lægger vægt på de underforståede aftaler, der udspiller sig mellem mennesker. Denne retning anser psykologiske problemer for noget, der ligger i hele systemets samspil (f.eks. den måde en familie fungerer på) frem for noget, der knytter sig til den person, der udviser symptomerne. Systemisk terapi er oprindelig udviklet inden for familie- og parterapi, men kan også praktiseres som individuel terapi.

Kropsorienteret psykoterapi: Er en bred, samlet betegnelse for professionelt terapeutisk arbejde med kroppen. I kropsorienteret psykoterapi kombineres samtale med opmærksomhed på og arbejde med klientens krop, for forløse f.eks. traumer og for at give klienten en større bevidsthed på, hvordan kroppen udtrykker psykens problematikker.