Godt Nytår fra FaDP

Kære Medlem

FaDP ønsker dig et lykkebringende nytår og takker for året, der er gået.
2019 har på mange måder budt på spændende tiltag i vores forening.
I denne nytårsudgave af et nyhedsbrev, kan du læse udvalgsformændenes beskrivelser af, hvad de frivillige, der er engageret i vores forskellige udvalg, har arbejdet med i det forgangne år.

Forpersonens hilsen:
Lige om et øjeblik, går vi alle ind i et helt nyt år. Jeg vil først og fremmest benytte lejligheden til at takke, især de frivillige, kræfter i FaDP. Foreningsarbejde er en spændende størrelse, som der dynamisk forvandler sig gennem årene. Det forgange år har også været et forrygende år hos FaDP. Flere ildsjæle har samlet sig i troppen, med et fælles ønske om at samle vores branche, være de bedste kollegaer og igennem vores virke gøre en markant forskel i vores samfund. Det har været en fornøjelse at se hvordan foreningen i den forgange år har konsolideret sine værdier, samt har arbejdet fokuseret på de mål der på generalforsamlingen blev sat. Jeg kan med garanti fortælle jer, at vi alle er velsignede med de mennesker der arbejder for vores alle sammens branche. Alle vore udvalgsformænd har i dette nyhedsbrev refereret året der gik og hvad vi kan forvente af året der kommer.

Jeg ønsker jer et kærligt og berigende nytår og glæder mig til vores fortsatte samarbejde.

Optagelsesudvalg:

  • I Optagelseudvalget har vi haft fokus på at gennemlæse studiehåndbøger fra 4 nye Reg. Institutter. Ligeledes har vi i en tværgående udviklingsgruppe arbejdet på en mulig akkrediteringsordning for psykoterapeuter i Danmark. Vi har fremadrettet fokus på en omskrivning af pointskemaerne for Reg. medlemmerne, så
    skemaerne bliver endnu nemmere at gennemskue. Desuden arbejdes der på, at gøre dialogen med institutterne fælles-fodslag dialog og ikke kontrol-organ dialog.
    Vi kan med glæde fortælle, at foreningen har en stærk strøm af nye medlemmer, der løbende bliver optaget og sikret vores fordele og mærker varmen i fællesskabet.Udvalgsformand
    David BR Camacho

Politisk udvalg:

  • I Politisk udvalg arbejder vi med forskellige modeller for at udbrede kendskabet til psykoterapi generelt, og hvordan vi kan distribuere disse budskaber. Vi har planer om videoer og har planlagt at få skrevet artikler til div. dagblade om psykoterapi.
    Vi har planer om, at besøge formændene for Sundhedsudvalgene i nogle af de politiske partier i Danmark, for at gøre opmærksom på FaDP og på hvordan vi som psykoterapeuter kan være med til at nedbringe de lange ventelister.
    Desuden arbejder vi på at komme i betragtning til Sygeforsikring Danmark. Vi ønsker at møde talstærkt op til generalforsamlingerne i de forskellige regioner og opfordrer alle medlemmer til også at møde op.
    Vi ønsker også at tage kontakt til private forsikringsselskaber og her gøre opmærksomme på vores kapacitet.Så har vi talt om at være repræsenteret på folkemødet på Bornholm og se på, hvordan vi kan gøre det til en fornuftig pris.Vi har også ønsker om at få startet en bogserie, hvor psykoterapeuter skriver deres besyv på forskellige emner, der vedrøre os som mennesker.’

    I første omgang har vi talt om arven efter Trine Bryld, en hyldest til hende, men også finde 10 gode budskaber til børns udvikling og opvækst i den tid, vi lever i nu.
    Vi har talt med Børns Vilkår, og de vil meget gerne skrive for-ordet og er begejstret for ideen.

    Udvalgsformand
    Mads Vang Christensen

Eventgruppen:

  • Event gruppen har primært sørget for at afvikle generalforsamling i marts 2019, som foregik på Fyn. Vi er pt. i gang med at forberede generalforsamlingen, der afholdes i hovedstadsområdet d.10.marts 2020.
    Supervisionsarrangementerne har også været et primært fokus og især Jyderne har taget godt imod disse. Alle supervisionsarrangementerne i Jylland har været fyldt op. På Sjælland har der kun været afholdt ét supervisionsarrangement pga. for få tilmeldte. Vi fortsætter ufortrødent i 2020 og har planlagt 3 datoer i Århus og 2 i København før sommerferien 2020.Århus:
    d.27 Januar kl. 10.00-13.00
    d.30. Marts kl. 14.00-17.00
    d.20. Maj kl. 12.00-15.00København:
    d.27. Februar kl. 14.00-17.00
    d.12. Maj kl. 10.00-13.00
    Datoerne vil også kunne findes på FaDP.dk og på vores lukkede medlemsgruppe på Facebook.

    Et nyt skud på event stammen er netværksmøder.
    Netværksmøderne starter ud med et foredrag, der har relevans for psykoterapien, derefter bruger vi et par timer på sokratisk samtale, netværk og samvær. Første gang vi afholder netværksmøde er d. 26 februar 2020 i Århus.
    Se på hjemmesiden og Facebook for nærmere info og tilmelding til netværksarrangementer.

    Udvalgsformand
    Rikke Thuesen

 

Uddannelsesudvalget:

  • Uddannelsesudvalgets fokus har i det forgangne år primært været rettet mod akkreditering af vores registrerede
    psykoterapeutiske institutter. I samarbejde med Danmarks Akkrediteringsinstitution er de første indledende
    skridt taget i forhold til at ansøge om at få FaDP´s psykoterapeutiske institutter niveauvurderet og siden
    akkrediteret. Processen baserer sig på et nyt koncept for niveauvurdering af private uddannelser, der er blevet
    til i samarbejde mellem Danmarks Akkrediteringsinstitution og Koordinationsudvalget for Kvalifikationsrammen
    for Livslang Læring, der tæller repræsentanter fra Undervisnings-, Kultur- eller Uddannelses- ogForskningsministeriet.
    Med konceptet er det nu muligt for private uddannelser, at få foretaget en vurdering af sværhedsgraden af
    deres læringsudbytte. Vurderingen munder ud i en niveauindplacering på Kvalifikationsrammen for Livslang
    Læring. Formålet er bl.a. at skabe en styrket forbrugeroplysning og give et bedre overblik over det private uddannelsesmarked. På sigt er der også en forventning om, at niveauvurderingerne kan lette arbejdet ved eksempelvis meritvurderinger og realkompetencevurderinger.Vi er i skrivende stund i færd med at gennemføre de første processer til et pilotprojekt, der baserer sig på et Psykoterapeutisk Reg. Institut, der har stillet sig til rådighed. Dette pilotprojekt vil danne baggrund for udviklingen af en rammeskabelon til brug for efterfølgende institutter, der ønsker at få deres uddannelse akkrediteret. Der er tale om en omfangsrig proces, der blandt andet indebærer en fuld beskrivelse af den viden, de færdigheder og kompetencer, der knytter sig til det psykoterapeutiske fag. Det er en spændende proces, der sætter fokus på vores erhverv – ikke mindst på, hvordan det adskiller sig fra de gængse akademiske uddannelser. Kunsten er at bevare den egenart, der knytter sig til vores fag og samtidigt evne at beskrive det i en allerede defineret kontekst. Vi vægter i vores beskrivelse i høj grad mennesket, livserfaringen og den modenhed og autonomi, der er påkrævet for at gennemføre uddannelsen til registreret psykoterapeut. Første del af processen har deadline juni 2020.

    Derudover har vi i samarbejde med Jysk Pension og deres tilknyttede partner Dansk Sundhedssikring skabt et sundhedsforsikringstilbud til foreningens medlemmer. Valget er faldet på netop disse samarbejdspartnere, da de anvender psykoterapeuter i deres sundhedstilbud. Vi arbejder pt. for, at de vil inkludere vores registrerede terapeuter i deres sundhedstilbud og er i dialog omkring vilkårene. Sundhedsforsikringen er en frivillig ordning, der vil blive tilbudt alle foreningens medlemmer. Der er både tale om en arbejdsrelateret og en fritidsrelateret sundhedsforsikring. Yderligere informationer vil gå ud til medlemmerne i starten af det nye år. Processen følges op af en kontakt til andre udbydere af sundhedsforsikringer i Danmark. Målet er at gøre opmærksom på fordelene ved at tilknytte psykoterapeuter til deres sundhedstilbud.

    Udvalget har desuden haft kontakt med uddannelsesstederne omkring muligheden for at få fyraftensmøder, kurser, korte uddannelser, foredrag etc. godkendt som pointgivende i forhold til registreringsordningen. Vi vil benytte lejligheden til endnu engang at opfordre uddannelsesstederne til at yde denne service for vores registrerede medlemmer. Tilbuddet gælder i øvrigt også ordinære medlemmer, der udbyder arrangementer og kurser. Såvel enkeltmedlemmer som skoler er velkomne til at få pointansat deres udbud og benytte muligheden for at reklamere for ajourføringstilbud og andre arrangementer på foreningens hjemmeside.

    Udvalgsformand
    Birgith Broberg

Kommunikationsudvalget:

  • Kommunikationsudvalget har i det forgangne år, haft fokus på at etablere sig efter nye kræfter er kommet til. Vi har fokuseret ind i at centrere, hvor kommunikationsudvalget kan bidrage bedst i FaDP. Blandt andet har det handlet om at finde de forskellige målgrupper, som FaDP skal formidle budskaber til. Denne præcisering vil målrette samt tydeliggøre det sprog og det budskab, der skal ud til hver unikke målgruppe. Derudover er vi i gang med en planlægning over en flerårig periode med hensigter for kommunikation og hvilke kommunikative tiltag, der skal foregå kontinuerligt. Hensigten er at tage de presserende opgaver først og arbejde tæt sammen med udvalgene og særligt Branding gruppen, Formand og Næstformand.Udvalgsformand
    Mette Graves

Hos FaDP løfter vi i flok. Har du allerede nu lyst til at være med i foreningens arbejde, er du mere end velkommen til at
ringe eller skrive til os. Vi håber også, at du får lyst til at anbefale andre at melde sig ind i FaDP.

Du er altid velkommen til at kontakte FaDP.

LAD DET BLIVE ET GODT NYTÅR.

De bedste hilsner

FADP
Foreningen af Danske Psykoterapeuter – FaDP E-mail: info@fadp.dk –
Cvr. 35756418 – Bank: 1687 – 3225751039

Skriv et svar