Min lillesøster blev dræbt for øjnene af mig, da jeg var 7 år gammel.

Min mor havde sendt os til købmanden og på vejen derhen blev min lille søster på knap 3 år trodsig og rev sig løs fra min hånd. Hun løb lige ud foran en bil og blev dræbt på stedet.

Jeg levede relativt upåvirket lige indtil den dag, hvor jeg første gang blev ramt af angst. Da var jeg i starten af 30’erne.  Jeg var ikke vidende om, at mine barndomstraumer havde noget med det at gøre. I det hele taget var jeg ret uvidende om, at jeg bar på nogle traumer.

Men min rejse ind i psykoterapiens verden på Tobias-Skolen skulle vise mig, at jeg bar på en lang række traumer. Her fik jeg chancen for at komme tilbage til en barndom, hvor jeg opdagede ting, jeg slet ikke vidste noget om, og fik kigget på det fra en psykoterapeutiske vinkel.

Undervejs blev det nødvendigt for mig at spørge ind til min tidlige barndom. I den proces  følte jeg, at jeg havde svært ved at få det min mor fortalte mig til at hænge sammen.  Noget i mig ville ikke slippe det, for jeg ville kende sandheden.

Så jeg skrev til stadsarkivet for at få oplyst, hvor jeg havde boet de første leveår og fik et brev med mange overraskelser retur. Brevet afslørede, at jeg som helt lille havde boet på et mødre- og spædebørnehjem i 9 måneder. Det viste sig også, at jeg havde boet 7 forskellige steder, inden jeg fyldte 3 år. Jeg erfarede, at min far forlod os, da jeg var knapt 3 år gammel. Det stod klart for mig, at mine første leveår havde været kendetegnet ved svigt, utryghed og ustabilitet.  Forhold som helt sikker har sat sig sine spor som traumatiske oplevelser.

Jeg har gennem min egen historie udviklet en stor interesse for traumer og stress med fokus på behandlingen heraf. Jeg er af den overbevisning at meget af den stress, vi oplever, skyldes ubearbejdede traumatiske oplevelser, som vi bærer rundt på. Når mange tror, at det f.eks. er deres job, der stresser dem, er jeg af den opfattelse, at stress på jobbet blot er en udløsende faktor og ikke årsagen.

I bogen ’We are all in shock’ af Stephanie Mines skelner hun mellem to forskellige former for chok – det sympatiske og det parasympatiske.

Ifølge Stephanie Mines svarer det parasympatiske chok til, at man befinder sig i stivnereaktionen, som hun kalder en ’frossen isklump’. Det parasympatiske chok er forbundet med depression, træthed og udmattelse samt et øget behov for at sove. Fysisk producerer kroppen mere slim, flere tårer og mere betændelse. Puls og blodtryk falder. Man føler sig i mindre grad i stand til at håndtere stress. Huden er tilbøjelig til at se bleg ud. Psykologisk set kan man være socialt tilbagetrukket og opleve resignation, afmagt eller fortvivlelse. Når man møder følelsesmæssig nærhed, bliver man stiv og fastlåst og derfor undgår man det så vidt muligt. Det seksuelle behov forsvinder eller minimeres. Man kan pludselig give slip på følelser og trække sig brat ud af relationer. Andre kan opfatte en som svag og passiv eller kold og fjern.

Det sympatiske chok svarer til at befinde sig i en kronisk kamp- eller flugtreaktion, og som Stephanie Mines kalder det ’buldrende bål’.

De fysiske kendetegnet er hyperaktivitet, øget svedproduktion, et skarpt og søgende blik, nedsat fordøjelse, muskelspændinger eller smerter, søvnforstyrrelser og forhøjet puls, blodtryk, blodsukkerniveau og stofskifte. Der kan også føre til forskellige problemer med hjertet. En rødmosset hud er et af de ydre tegn. Psykologisk set kan man lide af pludselige følelsesudbrud og være tilbøjelig til at tale i et væk, le nervøst, være fortravlet og agiteret eller ligefrem gå i panik. Man bliver stressjunkie og kommer ind i en ond cirkel. Man kan være ude i forskellige former for misbrug – alkoholisme, arbejdsnarkomani eller medafhængighed – som er en del af kamp-/flugtreaktionen. Det kan være svært at få orgasme. Man har en tendens til at være irritabel, angrebslysten eller ligefrem aggressiv under stress, eller man har bare lyst til at løbe sin vej. Andre kan opfatte én som kontrollerende. Det er som, at speederen hele tiden trykkes i bund.

Jeg synes hendes opdeling er interessant, fordi det er meget forskellige symptomer, de to stress tilstande giver, og jeg synes, jeg bedst kan genkende mig selv i den parasympatiske stress tilstand. Selvom hun mener man fortrinsvis befinder sig i den ene eller den anden tilstand, så mener hun også, at mange kastes mellem de to tilstande – det svarer til den ene fod på speederen og den anden på bremsen.

Noget af det jeg selv har erfaret er, at jeg har levet med en forhøjet stresstilstand en stor del af mit liv uden at vide det. Min stress tilstand var blevet til min normale tilstand, og derfor var det svært at mærke, at jeg gik rundt med stress i mit system. Først da jeg begyndte at få det bedre og blev mindre stresset, kunne jeg mærke forskellen.

Af Dorthe Damkjær Boutrup
Psykoterapeutstuderende
Medlem af FaDP’s studieudvalg