FaDP's regelsæt for god klinisk praksis (GCP)

Regelsæt for god klinisk praksis er bindende og retningsgivende i relation til alt psykoterapeutisk arbejde, der praktiseres af alle FaDP”s Registrerede psykoterapeutiske medlemmer og uddannelsessteder. Registrerede medlemmer skal overholde følgende regler for god klinisk praksis:

Psykoterapeuter

  1. Reg. medlemmer skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, herunder gøre brug af psykoterapeutiske midler og metoder, som er forsvarlige og som de er kvalificerede til at benytte.
  2. Reg. medlemmer skal anbefale en klient at søge læge m.v., hvor dette må anses for indiceret.
  3. Reg. medlemmer skal overholde lovgivningen, herunder afstå fra at fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende. Hvis psykoterapeuten kommer i tvivl om, hvorvidt et medicinsk behandlingsforløb er foreneligt med den psykoterapi, der tilbydes, skal klienten opfordres til at afklare dette med sin læge.
  4. Reg. medlemmer skal løbende vedligeholde og opdatere deres faglige viden. FaDP har et skema, hvor medlemmet skal krydse af og vedhæfte dokumentation for, at medlemmet holder sig ajour.  Medlemmet skal på anmodning fra FaDP til enhver tid kunne godtgøre, at de holder sig fagligt og personligt ajour.
  5. Reg. medlemmer skal give klienten saglig og nøgtern information om behandlingen og de forventninger, klienten kan have hertil, herunder evt. risici. Psykoterapeuten må ikke give løfter om helbredelse.
  6. Reg. medlemmer skal føre journaloptegnelser over deres behandlinger af den enkelte klient, herunder om indikation samt den behandling og den information, der er givet til klienten.
    Journalen skal opbevares utilgængeligt for andre og skal destrueres eller anonymiseres senest fem år efter et behandlingsforløbs afslutning eller straks, hvis praksis ophører. Den praktiserende psykoterapeut har også tavshedspligt omkring det at selve klientrelationen eksisterer.
  7. Reg. medlemmer har tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om private forhold og andre fortrolige oplysninger, som de gennem deres faglige virksomhed får om deres klienter. Tavshedspligten ophører, hvis medlemmet derved overtræder landets love.
  8. Reg. medlemmer skal udøve deres gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt, samt vise respekt for klientens egenværdi og respektere klientens individuelle behov og valg.
  9. Reg. medlemmer skal i deres arbejde vise respekt for kollegers arbejde, og være til støtte i faglige situationer. Dette er ikke en hindring for at tage overtrædelser op, der vedrører FaDP”s regler for god klinisk praksis.
  10. Hvis en klient er i gang med et hvilket som helst behandlingsforløb, som psykoterapeuten oplever som uforeneligt med den behandling psykoterapeuten tilbyder, må det andet behandlingsforløb afsluttes, inden sessioner kan aftales.
  11. Klinikken, hvor psykoterapien foregår, skal fremtræde ren og hygiejnisk.
  12. Reg. medlemmer skal medvirke til, at der i befolkningen er respekt og tillid til faget.
  13. Regelsættet for God Klinisk Praksis fremgår af FaDP”s hjemmeside.
  14. Overtræder et Reg. medlem FaDP”s vedtægter eller sine medlemsforpligtelser iht. til vedtægterne og ”Regelsæt for god klinisk praksis”, vil medlemmet blive ekskluderet.

 

Uddannelsessteder

  1. Er der tale om et uddannelsessted, erstattes klient med ”elev” og ”behandling” med ”undervisning/vejledning” i ovenstående punkter. Undtaget herfra er punkt 6 og 10.
  2. Der skal gives informationer fra uddannelsesstedet om, at alle har tavshedspligt. Det gælder også tavshedspligt eleverne indbyrdes. Både under og efter uddannelsen.
  3. Hvis en elev er i gang med et hvilket som helst behandlingsforløb, som uddannelseslederen/ underviseren oplever som uforeneligt med uddannelsen og de krav, der foreligger til elevens engagement, evne til at modtage undervisning mv, må behandlingsforløbet afsluttes, inden uddannelsen kan påbegyndes eller fortsættes. Eleven skal have haft en samtale om dette og have modtaget en skriftlig dokumentation på konklusionen af samtalen. Begge parter skal underskrive dokumentet.
  4. Hvis et uddannelsessted lukker, sker der en afregistrering hos FaDP.
  5. Lederen/ejeren kan ikke registrere uddannelsesstedet med mindre personen selv er ”Reg. psykoterapeut.”