“I believe it will have become evident why, for me, adjectives such as happy, contented, blissful, enjoyable, do not seem quite appropriate to any general description of this process I have called the good life, even though the person in this process would experience each one of these at the appropriate times. But adjectives which seem more generally fitting are adjectives such as enriching, exciting, rewarding, challenging, meaningful. This process of the good life is not, I am convinced, a life for the faint-fainthearted. It involves the stretching and growing of becoming more and more of one’s potentialities. It involves the courage to be. It means launching oneself fully into the stream of life. Yet the deeply exciting thing about human beings is that when the individual is inwardly free, he chooses as the good life this process of becoming.” ― Carl R. Rogers

C.R.R. må siges at være en af de store grundlæggere af psykoterapien og med hans ord i mente, nemlig at det gode liv altså ikke handler om at være glad, tilfreds, salig eller underholdt, så lad os stille os selv følgende spørgsmål:

Hvad er det egentlig vi ønsker at facilitere som psykoterapeuter? Hvad er de vi udbyder?

Eller hvad er det, vi ønsker at formidle til vores klienter? Er det behandling, eller er det mødet med et menneske, der ikke har det så nemt ved at være til stede eller manøvre i livet her og nu?

Er psykoterapi en behandlingsform? 

Der sigtes og peges så ofte på, at det, der er virksomt for klienten, er, at psykoterapeuten ikke benytter metoder, men selv er metoden.

Hvis det forholder sig sådan, så må der i enhver form for psykoterapi være den vigtige del, at terapeuten selv er i stand til at bruge sin medmenneskelighed, være medmenneskelig, ikke menneskelig, men MEDmenneskelig. Hvad psykoterapeuten gør, hans/hendes holdninger og hans/hendes grundlæggende værdier vil alt sammen have indflydelsen på processen i terapien og dermed klientens udbytte. Så om det er en af de 6 hovedretninger inden for psykoterapi:

Psykodynamisk/psykoanalytisk terapi,
Kognitiv terapi / kognitiv adfærdsterapi,
Humanistisk/oplevelsesorienteret terapi,
Systemisk terapi,
Kropsorienteret psykoterapi eller
Transpersonel terapi,

er slet ikke det vigtige. Retningen er ikke særligt betydningsfuld, ej heller er det særlig betydningsfuldt, hvilken teoridannelse psykoterapeuten arbejder ud fra eller henimod i forhold til terapiens resultat.

Det væsentligste er, hvordan psykoterapeuten danner bro ved hjælp af sin medmenneskelige forståelse og i klientens egen selvforståelse, og hvor medmenneskelig klienten bliver i forhold til sig selv og sine omgivelser.

Jeg er godt klar over, at de forskellige terapeutiske retninger har forskellige segmenter på ovennævnte teori, forskellige metoder og redskaber, hvormed de udfører de ovenstående retninger. Dog har jeg endnu ikke mødt en psykoterapeut, der ikke selv mener, at de er og bør efterstræbe at være klientcentrerede. For at være klientcentreret må psykoterapeuten være sig-selvcentreret, dvs. terapeutcentreret og i stand til at bruge sin egen medmenneskelighed, og så er grundlaget lagt for det medmenneskelige møde.

Det vil jo faktisk sige, at vi som psykoterapeuter ikke kan være så virksomme i vores medmenneskelige møde med klienter, hvis vi er metodefokuserede, for metoder er kliniske og statiske. Lad os nu prøve at anskue, at psykoterapien er baseret på det medmenneskelige møde, der udgør det nødvendige fundament i enhver form for psykoterapi. Og lad os prøve at anskue, at hvis vi møder klienten ved at facilitere os gennem vores humanistiske og medmenneskelige  holdninger samt vores værdier og overbevisninger, så vil vores terapeutiske møde være mere bæredygtigt, da vi ikke formidler terapien igennem adapteret teknikker, teorier eller metoder. Vi formidler og faciliterer derimod os terapeutisk gennem en frugtbar adaption af vores medmenneskelige egenskaber og det forhold, at psykoterapien netop angriber menneskets evne til gennem livet at fralægge sig de medmenneskelige og humanistiske evner i forhold til sig selv.

Måske har vi som psykoterapeuter faktisk fået den positive mulighed at lade vores klienter være i fred med det deres oplever, ikke at behandle, fjerne eller flytte noget, ikke tilsætte noget, men at rumme deres oplevelser og guide vores klienter til bevidsthed, hvorigennem de igen får muligheden for at kunne evne at manøvre sig i livet med, hvad end livet bringer dem, og hjælpe dem med stadigvæk at stå i livet. Stå i livet og rumme deres egne oplevelser.

“A person is a fluid process, not a fixed and static entity; a flowing river of change, not a block of solid material; a continually changing constellation of potentialities, not a fixed quantity of traits.”  ― Carl R. Rogers

Jeg læser ofte udbud inden for psykoterapien som f.eks.: “Vil du af med din angst, få et bedre liv med psykoterapi” eller “få dine fobier fjernet med hypnose”. Det er vel ikke det, vi som psykoterapeuter eller i det psykoterapeutiske felt skal udbyde? Psykoterapi er i sin grundform ikke behandling.

Måske kunne en refleksion over vores branche være på sin plads. Vil vi være psykoterapiens lykkepille, eller vil vi være psykoterapiens medmenneskelighed, der for den enkle klient ønsker at forstå grundlaget for at få livsmuskler igennem erkendelse af eget liv, egne muligheder og ikke have fokus på selvtillid, men på vores klienters selvaccept og selvrespekt?

Vi kunne jo tilbageerobre det uformelle psykoterapeutiske rum og begynde at inddrage filosofien sammen med vores klienter, altså træde et skridt tilbage fra det videnskabelige, redskabsorienterede og begynde at respektere det enkle menneskes ret til at udleve en sorg, gennemgå en livskrise og modne en fobi, frem for at ville fjerne det, der i klientens liv opleves som problematikken. Er vi villige til, som psykoterapeuter at lade vores klienters oplevelser være i fred og ikke komme med metoder, teorier, eller teknikker, men at gå ind i et filosofisk rum, hvor modningsprocessen er vigtig, hvor klientens egen forståelse og bevidsthed er den hellige GRAL? Er vi villige til at lade den tid gå, for at klienten genfinder sine værdier, sine holdninger, og hvad der er mest hensigtsmæssigt for klienten fremfor at udbyde metoder og teknikker, der ledes af vores handlingsteknik og metode til at vælge?

Er det ikke det mest værdifulde for ethvert menneske at nå hen til bevidstheden og selvindsigt, selv uden at vi påvirker det med vores redskabers værdiladede metoder?

Benyttes der en filosofisk tilgang som psykoterapeut, udskifter vi en ”DERFOR-tilgang” til en tilgang, der er mere baseret på ”HVORFOR” og lade det, der kommer til klienten, komme frem?

En sådan form for kybernetisk tankegang udgør en grundlæggende holdning til, at vores klienter er selvregulerende, hvis de er i et sundt miljø, og det er vel psykoterapiens fornemmeste opgave at være et sundt miljø, hvor det ikke handler om at tilføre vækst, men at rumme klientens proces, at rumme mennesket, lytte til menneskets kompetence og vise klienten, hvordan et sundt miljø føles.

Det ville klæde psykoterapien, at vi har respekt for det enkle individs evner til at være selvstyrende og levende, og hvor vi ikke skal afprøve vækstmetoder eller teknikker. Det ville også klæde psykoterapien, hvis psykoterapien holder fast i det sunde miljø og de humanistiske værdier, som det essentielle, og ikke bliver en forkvaklet kopi af konkurrencestaten, vi måske nok lever i. En konkurrencestat, der har så travlt med at måle vores egen succes ud fra metoder og redskabers effektivitet.

Vi er jo forhåbentlig IKKE sat til at arbejde som psykoterapeuter for at se på klienten som et objekt, der skal dissekeres, diagnosticeres eller manipuleres for dernæst at passe ind i en kasse. Vi arbejder vel ikke med typer, patologi eller sygdomsbetegnelser. Psykoterapiens samlede teoretiske tilgang knyttet til vores grundlag, der tror på det procesorienterede og det iboende homogene menneske?

Måske hvis vi som branche drog tilbage til vores fundament, som ikke var behandling, men ” det unikke møde”, “den gode samtale” det medmenneskelige og humanistiske, uanset om farve, herkomst, køn, bagrund, adfærd, at vi var i stand til at rumme og møde dette menneske, så kunne dette menneske genvinde sin selvrespekt i så stor en udstrækning, at han/hun vil kunne begynde at filosofere sig gennem livet og bevidst møde livet med dyb respekt for sine egne (og andres) værdier, holdninger og livsformål.

“Der er retning, men der er ingen destination” – Carl R. Rogers

Af David BR Camacho
Medlem af FaDP’s politiske udvalg og uddannelsesudvalg