”Når livet giver dig en citron, så lav lemonade”
”Der er en mening med alt, hvad du møder i livet”
”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”
Osv. osv. blablabla

Hvad F…… kan man bruge det til, når man står midt i mørket og ikke kan se en hånd for sig? Ikke en skid … eller?

Sådan var det, da mørket samlede sig om mig i 2010. Og så kunne jeg stå der med alle mine citroner uden kræfter eller evner til at presse dem til noget, der bare lignede lemonade.

Jeg sad fast en tid. Pakket ind i den velkendte ”offer-rolle”. Alt var synd for mig. Og det meste var ”alle de andres skyld”. Min opvækst, systemet, lægerne, kærester osv. Det, der VAR min egen skyld, havde jeg ikke magt til at ændre.

Troede jeg …

Som så mange andre tænkte jeg: ”Det sker kun for naboen”. Selvom jeg igennem livet kunne frygte at blive ramt, så var der en stor del af mig, der aldrig troede, det ville ske.

Men det skete. I 2010 fik jeg konstateret brystkræft. Midt i et indre kaos af alt fra langtidssygemelding pga. depression/stress, flytninger, dødsfald i nærmeste familie, kulsejlet forhold, nyt forhold og økonomisk nedtur.

Jeg sad ved mit køkkenbord og fik beskeden telefonisk. Ugen før var jeg til biopsi, og da lægen var sikker på, at det ikke var noget ondartet, og jeg bare ville have besked hurtigt, så aftalte vi, at hun bare kunne ringe.

Min kæreste sad over for mig, da jeg fik beskeden. Han så rystet ud, bange. Selv sad jeg med en følelse af, at det slet ikke vedrørte mig. Som om hun talte om en anden person, jeg ikke havde noget nært forhold til. Jeg kunne simpelthen ikke tage det ind. Havde ikke plads til mere i mit liv, der skulle tages alvorligt, eller som jeg skulle forholde mig til. Jeg sad i så megen anden smerte, som jeg først var ved at skulle til at kigge på. Så det her var blot endnu en ting i bunken.

Der er grænser for, hvor meget et menneske kan rumme. Jeg måtte sige til mig selv igen og igen: ”Jeg har kræft … Jeg har FUCKING KRÆFT!!!!” Men den trængte bare ikke ind. Ikke før ugen efter, hvor jeg sad på sygehuset og fik beskeden igen samtidig med planlægningen af det forløb, der nu stod foran mig.

Jeg havde lige sagt ja tak til en billigere lejlighed, da jeg også lige var blevet sagt op på mit job pga. en sygeperiode på flere måneder. Flytningen skulle foregå inden for de næste par uger, så papkasserne var ved at være stablet op rundt omkring. Samtidig havde jeg problemer med min ekskæreste, der pressede mig og var vred over, at jeg havde forladt huset og ham. Nu ventede vi på, at huset skulle blive solgt, og det så ikke godt ud. Nogle måneder før havde jeg boet i min mors lejlighed, mens hun var syg og til sidst døde. Og først på året havde jeg fået en psykiatrisk diagnose efter en lang og opslidende udredning

Jeg var træt. Ufatteligt træt og tæt på at opgive helt. Jeg følte, jeg havde levet et liv så langt som en 90-årig. Igennem livet havde jeg haft mange langtidssygemeldinger med efterfølgende tab af job, så mange flytninger. Jeg havde været slukket så mange gange i dybe depressioner og smerter, at jeg ikke magtede mere. Og nu altså… kræft!

Der gik 5 dage, så lå jeg på operationsbordet. Knuden skulle fjernes, og der skulle undersøges, om kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne under armen. Det var som om, at det ikke var mig, der lå der og skulle i narkose. Det var som at se en film. Jeg kunne på en måde fjerne mig fra oplevelsen og bare se på, at min kæreste var bekymret og bange, samt den alvor jeg så hos læger og sygeplejersker.

Der fulgte en tid med mange udfordringer. Selvom jeg i første omgang var blevet frikendt for spredning, viste det sig, at der alligevel var spredning til lymfekirtlerne, og jeg skulle igennem endnu en operation. Dagen efter, jeg kom hjem fra sygehuset, flyttede jeg med hjælp fra mine børn og min kæreste. Jeg kunne ikke bruge min ene arm, så alt foregik i slowmotion. Herefter fulgte kemo, kvalmende tilstande, tab af hår, nyt udredningsforløb på psyk., salg af hus med kæmpe tab, kamp med systemet om fortsat sygemelding (hvilket ikke kunne lade sig gøre, så jeg måtte raskmeldes uden at være rask).

Mange gange undervejs var jeg sikker på, at det ikke var meningen, jeg skulle leve mere. Trætheden, opgivelsen og overgivelsen til intetheden var så presserende, at jeg ind imellem var totalt ligeglad med, hvad der skete med mig. Hvis der var en mening med alt dette, så var det nok, at jeg skulle dø nu.

Jeg var i gang med terapiforløb, og med dybt indre arbejde og terapeutisk støtte, begyndte jeg langsomt at mærke noget dybt i mig, der VILLE leve. Jeg mærkede mit indre råbe, at hvis jeg skulle leve, skulle jeg stoppe med at fylde gift i min krop. Jeg skulle begynde at tage ansvar for mit liv. Dette var mit vendepunkt, som om alt var sat på spidsen, og det herfra kun kunne gå en vej – fremad!

Så efter at have undersøgt alt, hvad jeg kunne finde på nettet og i bøger om kemo og brystkræft, valgte jeg at stoppe behandlingen efter 2 gange. Da havde jeg allerede mistet mit hår, min krop var svækket, trætheden var overvældende, og jeg kunne mærke giften flyde rundt i kroppen. Det skulle stoppe, og det skulle være nu!

Herfra startede et nyt liv. Jeg besluttede mig for, at kun JEG kunne redde mig – og holde mig rask. Så jeg lagde om til 90 % økologisk kost, motion og aktivt indre arbejde med mine indre dæmoner, som altid havde fulgt mig, holdt mig, spærret mig inde, kørt rundt med mig og givet mig følelsen af, at mit liv altid var en kamp og et indre helvede.

Året før var jeg begyndt på en uddannelse til psykoterapeut. Og jeg var i terapi. Men herfra intensiverede jeg terapien, og jeg vidste, at det var i min psyke og mine indre smerter, svaret skulle findes på, hvorfor jeg fik brystkræft. Jeg begyndte at kunne se mig selv som andet end ”offer”.

De næste par år var seje. Flere gange var jeg ved at give op, men med hjælp fra en kærlig og altid-nærværende terapeut, mine børn, gruppen på min uddannelse og min kæreste lykkedes det at holde ved livet, arbejde videre, forløse, leve sundt, forløse endnu mere og langsomt mærke, at mit hjerte bankede for mig – så jeg skulle og VILLE leve! Og langsomt begyndte jeg at kunne mærke, at jeg faktisk trak vejret, at jeg kom mere og mere til stede i livet. Vigtigst af alt, så oplevede jeg, at jeg faktisk VAR i stand til selv at skabe mit liv, uanset hvor mange citroner, jeg stod med. Jeg KUNNE tage ansvaret selv, rykke på mine ideer, lytte til mine behov, række ud efter hjælp og tage imod. Det var mit eget ansvar at VILLE det… og jeg flyttede mig langsomt i den lysere retning. Alt dette til trods for tilbagefald af brystkræften efter et år, fjernelse af brystet, endnu et brudt forhold, endnu et par flytninger, en omstødelse af min psykiatriske diagnose, operation i underlivet pga. ændringer forårsaget af hormonbehandlingen i forbindelse med brystkræften og en opslidende konflikt efterfulgt af en retssag.

Nu står jeg så her 4 år efter mit andet kræftforløb og et lille års tid efter færdiggørelsen af min uddannelse. Jeg gjorde det! Jeg skabte det liv, JEG ville have. Jeg bor det smukkeste sted på jorden, jeg har en kærlig og altid støttende kæreste, og jeg har mulighed for at hjælpe andre, der står et svært sted i deres liv, og som har brug for det, jeg kan tilbyde.

Når jeg nu ser tilbage, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg flere gange har været ved at opgive livet. Men jeg ved, at lyset var næsten helt slukket, og det lille lys ude i horisonten ville jeg aldrig have set, hvis det ikke var for en nærværende, indlevende, vågen og kærlig terapeut, der hele vejen igennem vidste, at jeg havde en mission, en mening med alt det, jeg gik igennem. Hun kunne se det, jeg ikke selv kunne pga. mit mørke.

Nu er lyset tændt i mit indre rum. Og det er på tide at give tilbage, at bruge det, jeg har været igennem til at lyse for andre. Jeg plejer at sige, at jeg fik mange gaver, som jeg ikke ville eje, da de var pakket ind i det grimmeste papir. Men da jeg lidt efter lidt fik dem pakket ud, så var det gaver, som jeg nu er dybt taknemmelig for, og som jeg skatter højt. Det billede passer bedre for mig – end det med alle de sure citroner.

Uden alt dette ville jeg ikke være den, jeg er i dag. Og den jeg er i dag, er jeg faktisk helt glad for. Ligesom jeg er glad for mit liv og alt det, jeg omgiver mig med, som også er et resultat af min rejse.

Og min indre rejse fortsætter. Der er stadig og hele tiden noget at kigge på, mønstre, der banker på og skaber forvirring, relationelle udfordringer osv. Jeg skal til stadighed være vågen for, at jeg ikke går ”i fælden” og lader mig presse ”væk fra mig selv”, men det er et arbejde, der føles som en rejse. Og det er en rigtig spændende, interessant, til tider pisseirriterende og skræmmende, ofte glædesfuld og givende rejse, som aldrig stopper … Heldigvis.

Af Dorte Eldrup, bestyrelsesmedlem og medlem af uddannelsesudvalget og det politiske udvalg i Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP)